Kylling med bønner – proteinrig middagsmad

Middagsmad behøver ikke at være svært og tage lang tid at lave, blot fordi den gerne skulle indeholde nogle proteiner og være lækker.

Med det in mente er jeg hver eneste formiddag i gang med kniv og stegepande for at stege et stykke kylling på 100-200gram. Kyllingen køber jeg frossen fra Netto eller Fakta til en pris på omkring 60kr / kiloet for de vandpumpede og lidt højere for de rigtige lårbasser. Det er lig en pris på omkring 10-15kr for et stykke kylling til middag, og det er bestemt ikke en dårlig pris.

Steg kyllingen i en 5-10 minutter efter at have taget den ud af fryseren aftenen forinden. Du kan eventuelt krydre den med almindeligt tacokrydderi, oregano, salt & peber eller hvad du ellers finder på. Jeg har afprøvet en del forskellige ting efterhånden for sjov og spas, herunder vodka, kanel, øl, sodavand, chili og store stykker hvidløg med varierende succes. Holder du dig til salt og peber går det i hvert fald ikke helt galt, som jeg godt tør love, at det gør, hvis du propper vodka og store stykker hvidløg på din kylling samtidigt. Fy for satan.

Jeg anbefaler, at du ud over kyllingen for at sikre dig et godt og nærende middagsmåltid også spiser en dåse bønner, et par stykker rugbrød eller et æble, hvis du ikke er så sulten. Billedet herover er min middagsmad i dag, hvilken både består af 400g bønner, 200g kylling og et æble til at krydre det hele. Så er jeg klar til at holde mig kørende med arbejde og eksamenslæsning indtil aftensmaden kalder senere på dagen.

Det tager ikke særlig lang tid at lave, men kylling med bønner og et æble er en både lækker, næringsrig og hurtig middagsmad og kan absolut anbefales!

Læs her, om en proteinrig og lækker morgenmad.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (1 vote cast)
Kylling med bønner - proteinrig middagsmad, 9.0 out of 10 based on 1 rating